Tips

Da jeg blev 22 år flyttede jeg over til den anden side af jorden. Der var mange grunde til det: dels var jeg eventyrlysten, og dels var jeg bare utroligt nysgerrig. Men mest af alt, så trængte jeg bare til at opleve noget nyt, og prøve at lære mig selv at kende. Jeg var ligesom bare gået med strømmen hele mit liv, og det havde efterladt mig fortvivlet og lettere deprimeret. Jeg følte ikke jeg vidste hvem jeg var. Jeg var bare et får i flokken, og jeg gjorde hvad der blev forventet af mig. Da jeg var yngre troede jeg, at forventninger på et tidspunkt ville stoppe, og at man på vejen hen til det punkt på magisk vis ville have udviklet sin egen retningssans. Men det blev tydeligt for mig, at det ikke var sådan verden hang sammen. Først har dine forældre en idé om, hvem du er og hvordan du bør opføre dig. Så kommer du i skole, hvor der er klare retningslinjer for hvad man skal bruge sin tid på, og hvornår man klarer sig ”godt”. Ude på arbejdsmarkedet kommer man så i gang med en såkaldt karriere, der igen følger et skema der er blevet lagt for én. Så rammer man pensionsalderen: et tal valgt af regeringen for, hvornår det er okay man holder op med at arbejde. Og så gør man de ting, som pensionister nu ellers laver. Det var som om nogen havde skrevet en hel bog om hvordan mit liv ville komme til at udspille sig. En bog som alle havde læst og fulgt til punkt og prikke. Jeg kunne ikke klare tanken om blot at være endnu en ansigtsløs skuespiller i det meningsløse spil.

Så jeg rejste til den anden side af jorden, hvor reglerne var anderledes. Hvor jeg kunne se på tingene med mine egne øjne, og tegne min egen rute på kortet. Det har været vildt spændende, og jeg føler endelig at jeg er i kontrol over mit eget liv. Samtidig kommer jeg hver dag tættere på en forståelse for hvem jeg er, og hvad jeg ønsker at udrette.

En af mine største oplevelser var, at arrangere juleaften for en lokal stamme. De kendte intet til det vi kender som jul. Men de var altid klar på en fest, og jeg var glad for at kunne fejre en juleaften sammen med nogen – også selvom disse gæster ikke vidste hvad det drejede sig om. Der var dog visse udfordringer. Eksempelvis måtte jeg bruge et plastik juletræ i stedet for et traditionelt grantræ. Det var ikke engang fordi der ikke groede juletræer i området – jeg havde faktisk været oppe i de nærtliggende bjerge nogle måneder inden, og havde fundet det helt perfekte juletræ. Men jeg fandt så heldigvis ud af, at det stammefolk jeg arrangerede jul for, var meget overtroiske, og mente der gemte sig onde ånder i grantræer. Så et rigtigt juletræ ville altså have skræmt alle væk, før der var tid til gaver og julesang!

Gode venner vil gerne være gode ved hinanden, og det betyder nogle gange, at man bruger nogle penge på dem. Det er helt normalt, og betyder på ingen måde at man ”køber” sine venner. Det betyder blot, at man ikke som sådan holder regnskab, men får glæde ud af, at kunne gøre noget for den anden. I de fleste venskaber går det dog også sådan lidt uformelt op. Nogle gange er det den ene ven der giver middag, og andre gange er det den anden. Hvis den ene står økonomisk stærkere, så skal den anden ven dog ikke fortvivle: det handler ikke om beløbet som sådan, men i selve ofringen. Hvis du tjener 15.000 kroner om måneden, og din ven tjener 25.000 kr. om måneden, så vil ofringen være nogenlunde den samme, hvis du giver en middag til 750 kr. som hvis din ven gav en middag til 1.250 kr.: nemlig godt 5% af jeres månedsløn.

Selv den udregning er alt for meget matematik for de fleste venskaber. Når man betaler en middag for den anden person, så gør man det nemlig ikke for, at skabe en eller anden form for udestående. Idéen er derimod, at man gerne vil bruge noget tid over en god middag med en god ven, og er villig til at betale for den oplevelse. Det glæder én at kunne snakke sammen over noget godt mad, og det er helhedsoplevelsen man går ind og betaler for. Man bør derfor ikke sidde og føle sig skyldig over, at man ikke kan ”give igen”: det har du allerede gjort. Middagen eller gaven er ikke et lån: der er allerede balance.

Man kan heller ikke sådan lige sætte et beløb på, da det jo afhænger af ens økonomi. En rigmand ville sagtens kunne give en Kia Ceed til sin kone eller kæreste, mens det for os andre kan gøre ondt nok, at købe en fin buket blomster. Men igen er ofringen langt vigtigere, end prismærket er. Hvis du har brugt mange timer henne i blomsterbutikken på at vælge den helt rigtige buket, og må udskyde købet af noget du selv sparer op til en måned mere for at have råd, jamen så har du ofret meget for, at gøre din partner glad. Hvis rigmanden bare har trykket ”bestil” hos en bilforhandler der har Kia biler stående, fordi hans sekretær fortalte ham det var en rigtig god bil, så er der ikke lagt ligeså mange kræfter i. Man kan selvfølgelig værdsætte begge gaver: min pointe er blot, at man ikke bør sammenligne forskellige gaver med hinanden på overfladisk vis, da der er mange faktorer involveret.

Så konklusionen på det hele er, at du skal bruge ligeså mange penge på dine venner som du har lyst til. Ikke en krone mere, og ikke en krone mindre.

Danmark har i mange generationer været et land, hvor moral og etik er ting vi har sat pris på, og sørget for at udbrede i hele landet. Vi kan ikke lide at se uretfærdighed, og vi har i årevis kæmpet om at sætte folk på plads, der ikke opfører sig ordentligt. Vi har indstillet stærke og ufravigelige værdier i vores børn, og de er vokset op med dem og har garderet dem på det kraftigste.

Men på et eller andet tidspunkt, var der noget der knækkede over i den sammenhæng. Jeg tror det hænger sammen med vores indbyggede sans for konkurrence, kombineret med manglen på amoralske mennesker. Vi var så effektive i vores funktioner som forældre, dommere og medborgere, at vi er blevet et land fyldt med rolige og dydige mennesker, med en høj anseelse for moral og etik.

Men det at håndhæve moral og etik, og være et godt menneske, er stadig noget vi er vokset op med, at vi skal være. Hvordan vurderer man, om man er et moralsk og etisk menneske? Jo, før i tiden kunne man bare kigge sig omkring, og se alle disse amoralske mennesker, fordømte af samfundet, og vide at man var anderledes end dem. I dag er det dog svært at sige: alle ser ud til at opføre sig pænt!

I kampen om at opfylde dette behov for at føle sig som et godt menneske, er definitionen af moral og etik begyndt at blive dekonstrueret og genskabt. Vi er kørt helt af sporet. Denne gang er det dog på individuel basis: hver enkelt person har deres egen subjektive idé om, hvad et godt menneske er. Den undlader de selvfølgeligt at dele med andre, af frygt for, at de vil havne i samme problem igen. Hvis alle er enige om hvad der er rigtigt og forkert, og vi får alle til at opføre sig pænt, så skiller man sig ikke længere ud som et godt menneske: så er man bare en del af mængden.

Derfor kan én dansker køre ned ad gaden i en brugt Kia, og kigge dømmende på ham, der kører rundt i en splinterny BMW. Han ryster på hovedet, og har lyst til at skælde vedkommende ud over, at være en blærerøv der samtidig ikke tænker på miljøet. En anden kan køre forbi i en Tesla eller anden elbil, og ryste på hovedet af ham i den brugte bil, og dømme denne person for stadig at køre på benzin frem for el. Men ingen af del skælder ud, peger fingre eller starter diskussioner: for så risikerer man jo, at nå til enighed om hvad der er rigtigt og forkert, og så kan vi ikke længere være bedre end de andre. Det er en sørgelig udvikling.

Vi har alle nogle ting, vi kan gå og brokke os over, omkring vores arbejdsplads. For nogle er det kæmpe problemer, som hver dag får dem ét skridt tættere på at sige op, og finde sig et job et andet sted. For andre er det bare småting, der går dem på igen og igen, men som ikke er så generende at de ikke kan leve med det. Deres arbejdsdag ville dog være så meget bedre, hvis bare de kunne slippe for disse gener.

Når den slags problemer er så udbredte, hvorfor bliver der så ikke gjort noget ved det? Enhver chef eller leder med bare den mindste smule empati, må da have det forfærdeligt over, at så mange af de ansatte ikke har det godt på arbejdet. Selv hvis lederen var helt følelseskold, så ville det da give mening at give de ansatte de bedst mulige arbejdsvilkår. Vi ved alle sammen godt, at små irritationsmomenter som dem vi oplever på arbejdspladsen suger vores energi, og gør os mindre produktive. Det er da også blevet bevist gang på gang i videnskabelige undersøgelser. Det skader altså ikke alene de ansatte, men også virksomhedens bundlinje, når der ikke bliver gjort noget ved de irriterende processer og ting på en arbejdsplads.

Problemet ligger ofte i, at chefen ligesom de ansatte har været på arbejdspladsen så længe, at de ikke længere lægger mærke til de små ting der irriterer. Han eller hun kan sagtens være opmærksom på, at noget ikke er helt hensigtsmæssigt, men det kan være uoverskueligt at skulle gøre noget ved hver eneste lille ting. Det skal også siges, at et problem der er stort for dig, godt kan være noget lederen er opmærksom på, men som ikke generener vedkommende direkte. Så kan det være svært at prioritere.

Forbedringer sker ofte først, når der kommer en ny leder ind udefra. En ny leder har nemlig ikke stirret sig blind på de eksisterende problemer, og kan derfor forestille sig løsninger. En eksisterende leder kan gøre meget af det samme, ved at optegne et eksempel på en gennemtænkt arbejdsplads. Det handler om mentalt at skrotte alt der er nu, og forestille sig at man bygger det op fra bunden. Så bliver det pludseligt let at se, at parkeringspladsen skal være tættere på døren, og at det skal være muligt for de ansatte at booke møder med et Pronestor Display. Det handler om at sprænge de eksisterende rammer, så de ikke længere farver og begrænser beslutningsprocesserne. Hvis man mangler inspiration, så er det værd at besøge andre virksomheder – gerne nogle, der har rigtigt glade ansatte. Men det vigtigste er at undgå problematikken, hvor man bare har accepteret hvordan tingene er, og ikke kan forestille sig at det kan gøres på nogen anden måde. Hvis du møder modstand, så prøv at bringe en person ind udefra – det kan ofte gøre underværker.

Mit navn er Tanja Hollings, og jeg er en 34 årig sygeplejerske fra Roskilde. Derudover er jeg samler med stort S! Det er nærmest blevet en del af min identitet, at jeg samler på ting, fordi jeg overhovedet ikke kan stoppe. Det fylder en rigtig stor del af min hverdag og mit hjem. Hvis du kommer på besøg hjemme ved mig, så vil du se, at der står alt for mange ting, i mit ellers relativt lille hus. Der står eksempelvis ikke bare et enkelt hay bord inde i min stue: lige nu er der tre. I køkkenet er der porcelæn fra Royal Copenhagen til mere end 24 mennesker: også selvom jeg aldrig har så mange gæster. Men når først jeg ejer noget, som jeg godt kan lide, så plejer jeg at anskaffe mig mere af det. Også selvom jeg ikke nødvendigvis har noget at bruge det til.

Jeg tror egentligt bare det handler om, at jeg har en ret simpel tilgang til lykke. Hvis noget gør dig lykkelig, så få mere af det ind i dit liv. Hvis det får dig til at smile, når du bruger tid med dine venner, jamen så find flere venner og brug flere øjeblikke sammen med dem! Hvis du godt kan lide at køre i rutsjebane i Tivoli, jamen så køb et sæsonkort og tag alle de turer du overhovedet kan holde til!

Jeg er klar over, at nogle mennesker bliver trætte af, at gøre det samme igen og igen. Jeg kan på et logisk plan godt forstå dette behov for at opleve noget nyt og unikt. For mig personligt, er det bare ikke noget, der har den helt store betydning. Jeg nyder synet af ét Hay bord rigtigt meget, og synet af det næste ligeså meget: tilsammen gør det mig altså dobbelt så glad, at have to borde, som hvis jeg kun havde ét. Måske gør det mig en smule sær, men det gør til gengæld mit liv utroligt nemt!

Alt hvad jeg skal gøre er, at lægge mærke til hvad der gør mig glad, og så sørge for at jeg har mere af det i mit liv. Det er ikke altid den slags koster penge. Nogle gange opdager jeg for eksempel, at en bestemt scene i en film gør mig vildt glad. Hvis jeg så en dag er lidt trist, så finder jeg den film frem igen, spoler frem til den scene jeg godt kan lide, og sætter fjernsynet til at gentage den igen og igen. Det virker for mig! Jeg kan sidde og grine helt hysterisk af den samme joke, der bliver fortalt igen og igen, mens jeg drikker den samme slags te som jeg altid har foretrukket: peppermint med vanilje.

Hvis du ikke har hørt om naturalisme, så er det altså hvad man nu bør kalde dem, der førhen hørte under betegnelsen nudister. Det sidstnævnte er ikke længere politisk korrekt, så hvis du møder nogen, der godt kan lide at rende nøgen rundt, så er det ikke længere nudist, men derimod naturist, du bør kalde dem. Der kan være lidt forvirrende, hvis man også beskæftiger sig med kunstmaleri eller andre kreative kunstarter, da naturisme minder meget om naturalisme, som er en retning inden for blandt andet billedkunst, hvor man forsøger at få det til at ligne den virkelige verden så godt som muligt med alle de små detaljer og uden tilføjelser eller ændringer. Naturalisme er også synonymt med de filosofiske og metafysiske tanker omkring materialisme, som mere eller mindre går ud på, at alt kan forklares og at intet er magisk. Det er dog hverken billedkunst eller filosofi, vi vil opfordre dig til at fordybe dig i den her gang, men derimod følelsen af vinden mod din nøgne krop. Smid tøjet og prøv naturismen – måske viser det sig at være noget for dig!

Både overtøj og undertøj er ganske fængslende, og så er der ulemperne med, at det for eksempel skal vaskes. Bukser er især irriterende for mange, men kvinder kan rende rundt i skørter, så for dem er det knap så stort et problem – indtil vinden blæser, hvorved nogle vil mene, at det bliver et langt større problem end bukserne. Med det vi vil opfordre til er der dog ikke plads til, at man bliver genert over at vise sine ben og undertøj frem. Det giver desuden ikke spor mening, når man tænker over, at benene er lige så nøgne, når man er på stranden.

Nu spørger du måske, hvorfor i alverden du skulle prøve at smide al tøjet, når det ikke er en mulighed de fleste steder i verden uden alvorlige konsekvenser. Du behøver da heller ikke at smide tøjer uden for hjemmet, men når du er hjemme og har sørget for, at ingen kan se ind, så prøv at smide alt tøjet. Hvis du gør det i en uge, så vil garanteret få lyst til at rende sådan rundt alle stedet og være irriteret over de frihedsbegrænsende love, der forbyder det. Der er en betydelig del af befolkningen, der allerede nu praktiserer denne form for deltidsnaturisme, hvor de smider tøjet, så snart de kommer hjem og først tager det på igen, når de bliver nødt til at gå uden for eller får gæster.

Hvis du ikke er overbevist endnu, så kan det være at et miljø- og bæredygtighedsorienteret argument kan være med til at ændre din holdning. Hvis du slår op, hvor stor en del af udledningen af drivhusgasser, der stammer fra tøjproduktion, så vil du med garanti genoverveje vores opfordring.

Mere og mere forskning peger på, at det er vigtigt at have en fritidsinteresse. Det hænger sammen med de stigende niveauer af stress og inaktivitet, vi ser ikke bare i Danmark, men over hele verden. De fører så til et dårligere helbred, som den individuelle borger burde være interesseret i, men som også på stort plan er et problem, fordi det belaster ikke bare velfærdsstatens sundhedssektor, men også rammer landet financielt på andre punkter, fordi flere skal have dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension. Der er altså god grund både personligt, men også som borger i et større samfund, til at finde sig en fritidsinteresse eller andet, der kan hjælpe med at slippe af med stress og eventuelt bevæge sig mere. Vi ser her på tre af sådan nogle fritidsinteresser, som nærmest er designet til at reducere stress.

Strækning og hækling tæller vi som én, og så er de den første fritidsinteresse på listen. For at forstå hvorfor strækning og hækling er så afslappende kan det være fordelagtigt at sammenligne dem med meditation, som typisk består i at fokusere på sit åndedræt indtil man bliver distraheret, og så gå tilbage til åndedrættet igen og igen. Når man hækler eller strikker fokuserer man på en anden simpel og ofte repetitiv opgave, som består i at bevæge strikkepinde eller hæklenåle i et mere eller mindre identisk mønster med enkelt bredere mønstre en gang imellem.

Den anden fritidsinteresse du bør prøve er yoga eller tai chi, som begge er afslappende samtidig med de styrker og strækker. Det er altså her både det mentale helbred og det fysiske helbred man arbejder på, idet både yoga og tai chi findes i former, der fokuserer på åndedrættet på mere eller mindre samme måde som når man mediterer, men med den forskel at man også bevæger kroppen med hvert åndedræt i stedet for at sidde stille. En variation af tai chi som hedder ai chi skulle især være god, hvis man har problemer med smerte i leddene, som ofte ses i hypermobile mennesker. Der er langt flere med hypermobilitet end de få, der bliver diagnosticeret, så ai chi kan være en ide for den brede befolkning.

Til sidst ser vi på det at spille et instrument. Der er selvfølgelig forskel på om man spiller orgel, violin eller guitar, og vigtigere end instrumentet er de sange, man spiller. Dødsmetal er ikke ligefrem afslappende, og sange som Through the Fire and Flames er hurtige nok til at det minder mere om sprint end meditation. Der er dog masser af muligheder for at få de afslappende og meditative fordele ud af musik ved at spille et instrument eller måske endda synge en sang. Det er dog nok bedst at undgå instrumenter, hvor man skal puste.

Pisk eller gulerod til at lære nye vaner – det er noget, der længe har været til debat, og i de fleste førsteverdenslande er vi efterhånden enige om, at guleroden er det bedste redskab langt hen ad vejen. Hvorfor er der i så fald så mange, der konstant bruger pisken, når de forsøger at tabe sig? Det er i mange tilfælde ikke en materiel straf, når man bruger pisken – det kan være så simpelt som at se sig selv i et dårligere lys, når man spiser noget, man egentlig godt ved, man ikke burde. Hvis du gerne vil kunne passe noget mindre fra Samsøe Samsøe om et par måneder, så læs med her.

Der er selvfølgelig også mange, der brugen guleroden til at motivere sig selv til at spise sundt. Det sker dog typisk på en dårlig måde, hvor man fejrer at man har spist broccoli ved at spise bland selv slik eller en ifølge en selv lille portion is. Det giver bare ikke mening at spise usund mad nogensinde, hvis ens mål er at være sund, og det gælder både dem, der vil slanke sig, men bestemt også alle andre inklusive dem, der er for tynde. Du er sandsynligvis afhængig er alle de her usunde ting, der ikke burde kaldes mad. Hvis du ikke kan acceptere din egen afhængighed, så kan du ikke slippe ud af den.

Et af de store problemer med at stoppe helt med enhver form for afhængighed er, at den ikke ses i så negativt et lys, som den burde. Alle de gode følelser man får ved at forkæle sig selv med sukker osv. gør, at man nemt glemmer hvor giftige de egentlig er, eller underbevidst ignorerer alt og alle, der forsøger at overbevise en om, hvor skadelig ens afhængighed er.

Med mad har vi det store problem, at det er en meget social ting, og fordi fastfood, slik, kage og lignende er normale og allestedsværende i det danske samfund, er det svært at undgå, hvis man gerne vil tilbringe tid sammen med sine medmennesker.

Det eneste du behøver at gøre er, at skrive de ting ned, der er vigtigst for dig, f.eks. dit helbred, dine hobbyer, din familie, dine venner, dine kolleger, og tid for dig selv. Der kan være mange andre ting på listen, f.eks. smagen af mad, men prøv at overveje, hvad du egentlig har brug for, og hvad du gennem dit liv og din opvækst er blevet tillært er vigtigt.

Hvis du gør som beskrevet her, går der ikke lang tid, før du kan nyde at tage på ferien på stranden endnu mere, fordi du kan passe en bikini eller gå med bar overkrop med selvtillid, men du bliver nok nødt til at købe nyt badetøj. Skijakke til vinterferien skal også købes et par numre mindre, og det gælder selvfølgelig også din daglige garderobe. Det kan godt ske det letter på pungen, men i det her tilfælde letter det også på hjertet – bogstavelig talt!