Der findes stort set ikke nogen familier, der ikke har deres egne små særheder og traditioner. Hele formålet med traditioner er trods alt at give os et fælles fundament, hvor på vi kan føle os knyttet til resten af gruppen. Det er traditioner der sikrer os, at vi har nogle fælles oplevelser og nogle fælles tilgange, og at vi derfor er trygge i hinandens selskab.
Nogle gange kan det dog være svært at se hvad der er familie traditioner, og hvad der er traditioner på et højere plan. Når vi blander disse ting sammen, kan det godt gå hen at blive pinligt eller skabe forundring. Juleaften er et godt eksempel på en fælles tradition, som de fleste danske familier har. Hvis du finder dig en kæreste, og holder jul ved ham eller hende, så er der gode chancer for, at du vil kunne genkende mange af traditionens elementer. Der vil nok stadig være nogenlunde samme type mad på bordet, og desserten vil nok være risalamande. Der vil sandsynligvis stå et flot pyntet juletræ et eller andet sted, og der vil blive danset rundt om det på et tidspunkt i løbet af aftenen. Der vil også være pænt indpakkede gaver under træet, som I vil komme til at åbne.
Men i de fleste af disse store og generelle traditioner, har familier med også at lægge deres egne familie traditioner ind. Igen er det noget, man først rigtigt lægger mærke til, når man holder jul hos en anden familie. Hos nogle familier skiftes man eksempelvis til at åbne julegaverne, så alle kan se hvad man får, og man kan sige tak til giveren. Hos andre familier løber alle hen til træet nogenlunde samtidig, og forsøger at finde en gave der er til dem. Ingen af disse tilgange, eller nogen af de mange andre alternativer, er mere rigtige end de andre. Landets tradition specificerer ikke hvad man ”bør” gøre her, og det er derfor op til den enkelte familie at sætte nogle traditioner for det.
Og du bør sætte pris på disse traditioner. For de er skabt med det formål, at give dig nogle trygge og forudsigelige rammer at operere under. Som børn har vi behov for tryghed, og hungrer efter en verden vi kan forstå og som er til at have med at gøre. Det er her traditionerne har deres plads. Da jeg blev 12 år, tog min familie mig med til efterskolernes dag, ligesom de havde gjort med mine ældre brødre. Nu havde jeg en oplevelse tilfælles med dem, hvilket gjorde det endnu lettere for os at snakke sammen. Samtidig åbnede det min verden af muligheder på samme måde, som det havde gjort for dem. Det var stadig op til mig, om jeg ville på efterskole eller ej, men jeg havde fået det ”traditionelle” indblik i, hvad det ville sige.
