Den nyudnævnte Lundbeckfond Fellow Stephan Pless flytter sin forskning fra University of British Columbia til Københavns Universitet. Stephan Pless er ekspert i at undersøge receptorer i cellemembraner. Han er især interesseret i en receptor, kaldet P2X, som i de seneste år har fået øget opmærksomhed i smerteforskningen.

Zoomet ind på smertereceptor
Det har nemlig vist sig, at receptoren P2X spiller en rolle i mange sygdomme, hvor kroniske smerter er involveret. Men mange detaljer omkring P2X genstår at beskrives videnskabeligt. Målet for det 5-årige forskningsprojekt er derfor at beskrive detaljeret, hvordan P2X-receptorerne fungerer og kan manipuleres.

P2X receptoren er sammensat af tre store molekyler, proteiner, som ændrer form alt efter hvordan de aktiveres. På den måde åbner og lukker P2X for en såkaldt ionkanal, som tillader elektrisk ladede partikler at strømme ud og ind af cellen.

– Jeg ønsker at finde ud af, hvordan P2X-receptoren skifter mellem sine forskellige tilstande. Når receptoren holder sin ionkanal konstant åben, kan det nemlig give anledning til at patienter føler kroniske smerter, fortæller Stephan Pless.

Får receptoren til at lyse med fluorescerende aminosyrer
P2X-receptoren er for lille til at kunne studeres direkte i et mikroskop. Derfor benytter Stephan Pless adskillige avancerede teknikker, som er velegnede til at afsløre, hvordan receptoren ændrer sin tilstand. Blandt andet bytter han aminosyrer i receptoren ud med kunstige aminosyrer, som ikke findes i naturen. De kunstige aminosyrer ændrer en anelse på receptorens virkemåde hvilket afslører, hvordan den er opbygget, og hvordan den binder til signal-molekyler eller lægemidler.

Desuden benytter Stephan Pless fluorescerende, altså selvlysende aminosyrer i sin forskning. Disse aminosyrer lyser op, når de belyses. Men lysstyrken varierer, alt efter, hvilken form, receptoren antager. På den måde indhentes yderligere viden om, hvordan P2X receptoren arbejder.

Mål: Ny medicin til smerteramte patienter
Med øget indsigt i receptorens opbygning og funktion, vil der være håb om at designe stoffer, som kan regulere P2X-receptoren. I dag testes allerede stoffer, som kan blokere receptoren. Men da det endnu ikke er helt klart, hvordan de binder til receptormolekylet, forstår man ikke, hvorfor de virker. Der er derfor god grund til at mene, at en større forståelse af hvordan molekylet fungerer vil kunne føre til bedre typer medicin til patienter med kroniske smerter.