Vi lever i et samfund, der umiddelbart holder alle døre åbne for os. Takket være den danske velfærdsstat, er vi ikke længere begrænsede på samme måde, som folk fra tidligere generationer var det. Der var engang, hvor du var dømt til at gå i dine forældres fodspor. Hvis din far var skrædder, så ville du næsten med sikkerhed komme i træning under ham, og selv blive skrædder. Det var fuldstændigt uset, at du som søn af en skrædder pludseligt kastede dig ud i at blive til læge eller advokat. Men i dag er det ikke bare muligt, det er endda relativt nemt!
Med gratis uddannelse er det muligt for enhver, uanset forældrenes baggrund eller indtægt, at uddanne sig indenfor enhver profession. Du har fuld bevægelsesfrihed i samfundets såkaldte klasser. Det kan godt være at din far kørte rundt i en Golf hele sit liv, men du kan komme til at køre i en bil fra Mercedes C Klasse. Den omkringliggende struktur gør det mulige: så hvad holder dig tilbage?
Der må nemlig være noget, der holder folk tilbage. For selvom samfundet ikke længere låser folk fast, så sker der stadig ikke så meget bevægelse som man skulle tro. Unge mennesker hvis forældre har en lav indkomst, har tendens til kun at uddanne sig i kort tid, og finde lavtlønnede jobs. Børn af middelklasseforældre har det med selv at forblive i middelklassen. Hvorfor er det sådan, når nu grænserne er sprunget og det er muligt at hoppe rundt som man har lyst?
Den hemmelige ingrediens er tro. Ikke tro i sin religiøse betydning, men helt basalt hvorvidt folk tror på at det er muligt at klare sig bedre end sine forældre. Vi mennesker har en helt naturlig tendens til at danne vores drømme og visioner ud fra den virkelighed vi vokser op i. Det virker ”farligt” at drømme større, end noget vi selv har oplevet. Hvordan kan man dog nogensinde drømme om at blive læge, hvis alle de mennesker man omgiver sig med er pædagoger og mekanikere? Det virker som en urealistisk drøm, også selvom der rent praktisk ikke er noget der stopper én fra at opnå den.
Samtidig har sociale grupper det med at stå imod forandringer. Du har nok selv oplevet det med din vennegruppe: hvis nogen i gruppen pludseligt ændrer sig ”for meget”, så forsøger gruppen at få dem tilbage på plads. Det er en helt naturlig form for beskyttelse. Hvis din gode ven, som du har haft de sidste 10 år, pludseligt begynder at forandre sig i høj grad, så ved du ubevidst at det sætter venskabet i fare. Hvad hvis I ikke længere er kompatible, når han er kommet længere hen af sin nye livsretning? Så mister du en god ven, og det er der ingen der har lyst til.
