Hvis du træder et skridt tilbage, og observerer dit liv lidt udefra, hvad synes du så om det? Hvis du så dit liv som en film, eller læste om det i en bog, hvad ville så være dine helt ærlige tanker omkring det? Er der noget, som du oprigtigt mener kunne være bedre?
Langt de fleste mennesker, kan finde områder i deres liv, som de mener vil kunne forbedres. Så det store gode spørgsmål er, hvorfor de færreste gør noget ved det. Hvis det er så nemt at finde plads til forbedring, hvorfor er det så så svært, at tage handling på det?
Svaret ligger i, at frygt holder os tilbage. Lige nu lever du sandsynligvis et liv, som ikke er helt skidt. De fleste danskere lever liv, som folk fra andre lande finder misundelsesværdige. Vi tjener en god løn, bor i et pænt hus, har en god mængde fritid og så videre. Der er på sin vis ikke noget at brokke sig over. Det betyder selvfølgeligt ikke, at der ikke er ting vi kan ændre på, for at gøre vores liv endnu bedre: men det føles risikabelt! Når vi allerede har et liv der ser så godt ud på overfladen, hvorfor så risikere det hele, ved at ændre på noget?
Tag mig selv som et eksempel. Jeg havde et rigtigt godt liv allerede, og manglede ikke som sådan noget. Jeg havde dog en drøm om, en dag at kunne køre rundt i en bil fra Mercedes GLA Klasse. Jeg har altid været fascineret af biler, og specielt dem fra Mercedes. Men det ville kræve, at jeg fik mig en rigtig god uddannelse og et godt betalt arbejde, hvis det nogensinde skulle blive muligt for mig. Det var ikke rigtigt den retning, jeg var gået i. Efter gymnasier var jeg kommet i lære i en tøjbutik, og siden da havde jeg haft fast arbejde. Det gav en udmærket løn, og jeg havde da også råd til en bil: bare ikke en Mercedes.
Det satte mig i en situation, hvor jeg var nødt til at konfrontere frygt. Jeg ville stadig gerne have den GLA klasse Mercedes, men det virkede farligt at gå efter drømmen. Jeg ville være nødt til at stoppe med mit nuværende arbejde, der gav en pæn lønseddel hver måned, og udskifte det hele med en SU. Så ville jeg skulle kæmpe hårdt i 3 år, for forhåbentligt at kunne gøre mig fortjent til en Bachelor, som forhåbentligt ville åbne døren for et velbetalt arbejde. Der var en masse usikkerhed involveret, og usikkerhed har det med at være den perfekte grobund for frygt. Men man bør ikke lade sig frygt for forandring holde én tilbage. Man kan se det, som at jeg satsede alt hvad jeg allerede havde, for chancen for noget mere. Men i virkeligheden stod jeg ikke til at miste noget: selv hvis jeg droppede ud af uddannelsen, så ville jeg altid kunne få et job i en tøjbutik igen.